BØRN

 

 

 

 

 

 

Børn er ikke små voksne. I klinikken bestræber vi os på at vores små patienter får en god oplevelse. Derfor ligger børnetider primært om formiddagen, hvor børnene er friske og veludhvilede. Undersøgelse ved øjenlægen kræver samarbejde fra barnet, og det er derfor vigtigt at barnet er oplagt og interesseret.

En børnekonsultation vil oftest og om muligt begynde med at barnet måles ved klinikpersonalet, hvilket betyder at barnet skal se ind i et kikkert lignende instrument. Herefter er der tid ved øjenlægen som altid vil begynde med at tale med barnet samt undersøge barnet, mens barnet er interesseret og opmærksomt – forældrene skal nok få lov at tale bagefter. 

Det vil nogle gange blive nødvendigt at dryppe barnet med dråber der udvider pupillerne (pupillen er det sorte midt i det farvede i øjet). Formålet med dråben er at måle ud til evt. briller, samt at vurdere behovet herfor i tvivlstilfælde. Der dryppes i alt 2 gange med dråberne med 5 minutters mellemrum. Først efter ca. 45 minutter kan øjnene måles, og der vil derfor blive planlagt en tid ved øjenlægen som passer hermed. Øjnene bliver ikke dryppet samme dag som første konsultation ved øjenlægen. Man vil få en ny tid til øjendrypning, hvis øjenlægen skønner at øjendrypning er nødvendigt. I vil så få en recept på dråberne lagt på receptserveren, og kan så dryppe barnet hjemmefra, så barnet møder i klinikken med udvidede pupiller. 

Bivirkninger til dråberne: De fleste børn bliver mere lysfølsomme, lyset skader ikke øjnene, men føles ubehageligt. Husk derfor solbriller og/eller hat der skygger.  Mange børn bliver trætte og får røde kinder af dråberne. Synet bliver sløret af dråberne og afstandsbedømmelsen svækkes. Vi anbefaler derfor at barnet får fri fra eventuelle aktiviteter efter drypning. Dvs. at barnet ikke skal tilbage i skole eller børnehave, eller til sportsaktiviteter efter der er dryppet med pupiludvidende dråber.  Pupillerne kan godt være store i flere dage efter dråberne er givet, men virkningen aftager gradvist og derfor kan barnet genoptage normal skolegang og fritidsinteresser dagen efter barnet er blevet dryppet.

HUSK det er fedt at få briller, ikke trist. Briller hjælper dit barn med at udvikle et normalt og aldersvarende syn, og hjælper barnet til at se. Briller kan afhjælpe skelen og dovent øje. Hvordan forældre takler det, at deres barn skal have briller, er oftest toneangivende for børnenes opfattelse af det samme. Så smil og vær positiv når dit barn skal have briller.

HUSK at vi har mange svagtseende patienter i klinikken – hvis dit barn leget på gulvet i venteværelset med ting, så husk at rydde op, så de svagtseende ikke falder over legetøjet.
Læs mere om børns øjne på øjenforeningens hjemmeside.